Jeg stiller op for Det Konservative Folkeparti i Randers kommune
Vi har en enestående natur i både for- og baghave. Hvor flod møder fjord og enge møder bakker. Hvor kanoerne bugter sig gennem landskabet og køerne græsser på de dugfriske enge. Og samtidig har vi en central beliggenhed med bekvem pendlerafstand til de to største byer i Jylland. Der er ikke noget at sige til, at mange familier kigger på Randers som en by, man gerne vil bo i. Derfor er det vigtigt, at vi er fremsynet og kan magte opgaven.
Randers kommune må gerne have modet til at tænke stort – og måske lidt anderledes.
Randers Regnskov og Memphis Manson er super gode eksempler på, at vi med opfindsomhed kan indfri nogle skæve men opsigtsvækkende projekter her i Randers Kommune.
Jeg er meget begejstret for ideen bag flodbyen, der kommer til at kombinere Danmarks ældste gågade med en ambitiøs fremtidsarkitektur langs de bynære vandområder. Det bliver spændende og det kommer til at give byen et helt andet og virksomt liv.
Her i Kronjylland har vi landsbyer med fine huse, som man i generationer har passet på. Det skal vi blive ved med. Jeg er selv vokset op i en by med 11 huse, og jeg ved, hvor stor en betydning det har for de familier, som bor ”på landet”, at vi beholder landsbymiljøet med blandt andet kulturliv og skoler. Ingen børn skal have for lang vej til skole eller institutioner.
Jeg håber, at du vil give mig din stemme, når du står i stemmeboksen til november. Vi skal have meget mere fokus på, at alle i familien har det godt.